Ernst Graeber har omsider, efter to års venten, fået orlov. Han har deltaget i krigen fra begyndelsen, først i Frankrig, siden Nordafrika og nu venter han på at komme hjem til sine forældre fra Rusland, hvor tyskerne er i gang med en strategisk tilbagetrækning for at lave en frontforkortning, mens de venter på det hemmelige våben der skal vinde krigen.
Hjemme i Tyskland, finder Graeber forældrenes hus udbombet ligesom store dele af resten af byen. Graeber forsøger at skaffe oplysninger om forældrenes skæbne. Han besøger opsamlingssteder for hjemløse, hospitaler, kirkegårde og lighuse samt opsøger forældrenes venner. Derved kommer han i kontakt med en kvinde, han har kendt som barn, hvis far er fængslet og sendt i koncentrationslejr på grund af manglende begejstring for Det Tredje Rige. De bliver forelskede og gift i en fart, for som Graeber siger så får hustruen til en soldat ved fronten 200 mark om måneden. Det drejer sig om at overleve og tilpasse sig systemet, men med menneskeligheden i behold. Der er masser af dumme svin som snyder, stjæler og angiver andre.
Graeber opsøger også en af sine gamle lærere fra gymnasiet for at søge vejledning:
"De ved godt, hvad jeg mener. De underviste os i religion. I hvor høj grad bliver jeg medskyldig, når jeg ved, at krigen ikke blot er tabt, men også at vi må tabe den, for at slaveri og mord, koncentrationslejre, SS og SD, massehenrettelser og umenneskelighed kan ophøre, - når jeg ved alt om det og om to uger igen må tage til fronten for at kæmpe videre for det?"Ovennævnte citat viser meget godt bogens tema: Hvordan man overlever i et forbryderisk totalitært system, uden at være medskylddig.
Pohlmanns ansigt var pludseligt gråt og udslukt. Kun øjene havde endnu farve, en mærkelig klar, blå farve. De fik Graeber til at tænke på øjne, som han allerede en gang havde set et eller andet sted. Men han viste ikke mere hvor. "Er De nødt til at tage til fronten igen?" spurgte Pohlmann lidt efter.
"Jeg kan nægte det. Så bliver jeg hængt eller skudt. Jeg kan ikke desertere. Så ville de temmelig sikkert få fat i mig efter kort tid; på det punkt kan man stole på organisationeen og angiverne. Hvor skulle jeg også skjule mig? Enhver, der gav mig husly, ville selv være i dødsfare. Desuden ville de hævne sig på min familie. I bedste fald ville de blive sendt i koncentrationslejr. og dér ville de dø. Og hvad ellers? Rejse tilbage til fronten og ikke kæmpe? Det ville være selvmord."
Jeg har efterhånden læst alle Remarques bøger, og det er bestemt en forfatter jeg vil anbefale at læse. Bøgerne handler om almindelige mennesker der klarer sig igennem omvæltninger og svære tider, med stor medmenneskelighed og hjælpsomhed, håb og optimisme selv når det er håbløst og fortvivlende. Det er realisme og ikke pladderromantik, dog er det nok ikke over 50% af hovedpersonerne der overlever bogen.
Her er link til billeder af min Remarque samling
