Det
er en halvgammel bog fra 1957, som Saxo Bank har genudgivet på
dansk, og som banken fremsender til dem som måtte være intereseret,
ganske kvit og frit
.
Handlingen
foregår en tid, hvor socialismen har overtaget det meste af verden.
I USA, hvor romanen foregår, er de sidste kapitalister ved at
opgive.
De
fleste industri- og forretningsmænd har tilsluttet sig systemets
tilskuds- og fordelingsprogrammer, oprettet karteller og brancheforeninger for at opnå fordele, for netop deres virksomhen eller
brance. Det hele selvfølgelig styret af burokrater og pampere, der
dygtigt sikrer sig selv, en stor del af kagen.
Blandt
de frihedselskende kapitalister er Hank Readen, en mand der har
arbejdet sig op fra bunden og skabt et stort stålværk. Readen har
opfundet en ny metallegering som er meget stærkere og billigere end
konkurrenternes.
En
anden er Dagny Taggart. Barnebarn af Nathan Taggart, pioner indenfor
jernbanebygning og grundlægger af Taggart Transcontinental, et stort
jernbaneselskab. Dagny Taggart er underdirektør i den afdeling af
jernbaneselskabet, som står for driften og sikrer at togene kører
til tiden. Henden bror James Taggart, er koncerndirektør i firmaet
og er en person med en temmelig anløben moral. I modsætning til
Dagny som er arbejdsom og ordholdende.
En
tredje er John Galt. En mystisk person, hvis navn bliver nævnt, når
nogen stiller spørgsmål om, hvad det er der foregår og hvorfor det
hele går skævt.
Et
af bogens budskaber er at mennesket, det enkelte individ, har pligt
til at være egoistisk. Kun tænke på egne interesser. Det er
nærmest umoralsk at beskæftige sig med andre hvis de ikke kan
tilfredsstille et behov hos én selv. Det bliver blandt andet udtrykt
gennem en besynderlig kærlighedsaffære mellem Hank Readen og Dagny
Taggert. Hank Readen er gift med en kvinde som han ikke elsker og som
heller ikke elsker ham. Ægteskabet er bare noget som giver en social
status. Hank Readen er stort set kun interesseret i at drive sin
virksomhed. Det er slående at familiemæssige relationer ikke
betyder noget for Dagny Taggert eller Hank Readen, og gennem hele bogens
næsten 1200 sider er et fænomen som "børn" kun nævnt en
enkelt gang!
Den
indtægt som et menneske skaber gennem arbejde og tænkning, skal individet have fuld ejendomsret over. Skat til samfundet kan kun betales
frivilligt. Den værdi som skabes er ikke samfundets, men det enkelte
individs fortjeneste. Det er et andet budskab i bogen, som gentages
igen og igen.
Myndighedspersoner omtales som gangstere og
banditter, og der er jo klart at sådanne betaler man jo ikke
frivilligt, det er kun under tvang. Det er da også ganske
forfærdenlig som landet administreres. Det kan bedst beskrives som
den allerværste sydamerikanske bananrepublik gange 10. Ingen
retssikkerhed, administrationen helt tilfældig og uretfærdig.
Ideen
om at det enkelte menneske selv er herre over egen succes og
fortjenester, lyder jo umiddelbar rigtig. Det er jo først og
fremmest egen indsats som skaber den.
Men
at samfundet slet ikke skulle have del deri, er jo ligeså indlysende
forkert.
Forestiller
man sig den gode Hank Readen, født i et slumkvarter i Indien.
Skolegangen blev minimal, gennem barndommen måtte Hank bruge det
meste af tiden på at skaffe mad til sig selv og familien. Som
femtenårig lykkedes det den arbejdsomme og stræbsomme Hank at
skaffe sig arbejde i det lokale stenbrud, den eneste arbejdsplads i
området. Gennem flid og hårdt arbejde lykkedes det Hank at spare en
mindre formue sammen. Som femogtyveårig kunne han rejse væk fra
slummen og komme til at erhverve sig lærdom. Allerede da Hank er
først i trediverne er han uddannet ingeniør, og fremtiden tegner
lyst. Desværre er fortiden i stenbruddet ved at indhente Hank,
Gennem de mange års arbejde i fint slibestøv uden nogen form for
sikkerhedsudstyr, har han fået lungerne ødelagt. Landets
sundhedsvæsen er noget mangeltfuldt, for en som Hank der ikke har
haft råd til at tegne en sygesikring. Efter en lang og smertefuld
sygdomsperiode, dør Hank som otteogtrediveårig.
Forbandet
upraktisk sted at lade sig føden, vil Rand sikkert mene. Men det
kunne han jo bare have ladet være med.
John
Gail, den mystiske person som først viser sig i den sidste del af
bogen, har oprettet et anarkistisk fristed i en afsidesliggende dal i
Rocky Mountains. Han overtaler virksomhedsejere, som er fustrerede og
trætte af det socialistiske regimente, til at opgive deres
virksomheder og rejse til dalen. Det skal hjælpe til med at fremtvinge
socialiststatens sammenbrud, at fjerne de dygtigste ledere fra
virksomhederne. Det sker da også planmæssigt, omend dræbende
langsomt, gennem bogens knap 1200 sider.
Til
sidst står hele landet i flammer. Folket brænder staten af i
vildskab. Anarkisterne sidder forventningsfulde og venter på at
udbrede friheden.
Det
er en lang bog, for lang efter min mening. Der er for mange
gentagelser af budskabet. Bogen vil giver en mareridtsagtig
beskrivelse af en dysfunktionel socialstat, men det ender med at
blive et mareridt at komme igennem bogen. Ingen af personerne er
sympatiske, de mangler menneskelighed. Alle de socialistiske leder er
groteske karikaturer, som er plat umulige og nærmest også arbejder
på det hurtigst mulige sammenbrud.