State of Fear

State of Fear af Michael Crichton. Udg. 2004 På dansk Frygtens ansigt.
Jeg har en del forfattere, hvis bøger jeg altid læser, når jeg får fat i dem. Blandt dem er Michael Crichton. Han plejer at skrive underholdende og spændende bøger med et strejf af videnskabelige kendsgerninger. I denne bog er det den globale opvarmning det drejer sig om. 


En rigmand, George Morton, er velgører og yder betragtelige summer til en miljøorganisation NERF. En dag forsvinder Morton. Man finder hans Ferrari forulykket ved havet og alle formoder, at Morton er dræbt og hans lig ført bort af havstrømmen. Bogens hovedperson er Mortons unge advokat, Evans, som har kontakten til NERF. Sammen med Mortons personlige sekretær Sarah, bliver Evans kontaktet af den mystiske Kenner og hans lige så mystiske makker, Sanjong. Kenner og Sanjong afslører, at miljøorganisationen NERF i virkeligheden er miljøterrorister som med alle midler vil manipulere verden til at tro på den globale opvarmning. NERF har planlagt tre terroraktioner i forbindelse med en konference om den globale opvarmning for ligesom at understrege hvor galt det står til med klimaet. Ved hjælp af oplysninger som Morton er kommet i besiddelse af, drager de fire, Evans, Sarah, Kenner og Sanjong ud i verden for at forhindre terroraktionerne. Først til Antarktis, så til en nationalpark i USA og til sidst til en fjern stillehavsø hvor det i sidste øjeblik  lykkes at forhindre skabelsen af en kæmpe tsunami, som skulle have ramt Californien. 


Fortællingen virker noget utroværdig. Jeg tror gerne at der findes fanatiske miljøorganisationer, som næsten vil gøre hvad som helst for at få deres budskab igennem. Derimod virker det efter min mening noget usandsynligt at en jurist og en sekretær, smider alt hvad de har i hænderne og flyver til Sydpolen. Gennemgår ekstrem kulde og bliver slået halvt ihjel, fortsætter til en nationalpark, hvor de bliver skudt på, er tæt på at blive slået ihjel da deres bil bliver grebet af en syndflod og nær ryger ud over et vandfald, for til sidst at tage til en fjern stillehavsø, hvor de indfødte gør oprør og er vendt tilbage til tidligere tiders kannibalisme, hvor de efter at have undsluppet kannibalerne er meget tæt på at blive slået ihjel at en tsunami. Alt dette fordi Kenner fortæller at Morton har efterladt en liste med nogle tal som kan være koordinater for mulige terrormål. Det ville da være mere naturligt at Kenner, som tydeligvis er myndighedsperson med en kæmpemæssig organisation i ryggen, fik fat i antiterrorkorpset, til at stoppe miljøterroristerne...


Michael Crichtons intention er da heller ikke kun at fortælle en god historie, men at overbevise Evans (og læserne!) om at den globale opvarmning er videnskablig fejltolkning. Bogen igennem er der statistikker, fakta og dokumentation for at miljøorganisationer, videnskabsmænd og medier i skøn forening har vedtaget en videnskablig sandhed som der ikke er belæg for. For eksempel oplyses at 90 % af verdens is findes på Antarktis, som ikke er blevet varmere. CO2-indholdet i atmosfæren udgør en meget lille procentdel og i de år hvor indholdet af CO2 steg mest, fra 1940 til 1970, faldt gennemsnitstemperaturen. Desuden er temperaturmålingerne behæftet med fejl. Mange målestationer ligger i byområder, som i sig selv forårsager temperaturstigninger på grund af øget bebyggelse. Da målingerne startede, var der ingen eller meget lidt bebyggelse. Bogen slutter med en efterskrift hvor Michael Crichton slutter: Alle har en agenda, undtagen mig. 
Som appendix til bogen er der et kapitel om hvorfor politiseret videnskab er farligt. Heri gennemgåes teorien om eugenik, racehygiejne. Det var en forskning som havde stor udbredelse og anerkendelse i første del at det 20ende århundrede og blev støttet af førende videnskabsmænd og politikere i hele den vestlige verden. Det var ikke et specielt tysk fænomen, men tyskerne fik sat det i så effektivt system, at ingen ville beskæftige sig med det efter afslutningen af anden verdenskrig.

Ung må Verden endnu være

Ung må Verden endnu være af Nordahl Grieg (udg. 1938)

Jeg vil starte med at skrive at jeg godt kan lide bogen. Grieg har en frisk fortællestil og bogen giver et interessant indblik i hvordan stemningen var i midten af 30erne i Moskva og Spanien. 

Grieg vil gerne fortælle en masse, og det gør han, men der er ikke nogen sammenhængende handling i bogen.

Der er tre gennemgående personer i romanen: En ung engelsk historiker, som er i Moskva for at skrive en bog, om en englænder, der havde været i Moskva i det sekstende århundrede. De andre to er en amerikansk journalist og hans kone.

Med dem som en slags omdrejningspunkt bliver der fortalt en masse små historier. Først i Moskva, hvor der er politiske intriger. Glødende kommunister, som er parate til at angive kammerater, der udtrykker den mindste smule tvivl eller uenighed med partitoppen. Som er i stand til uden tøven at ændre standpunkt 180 grader, hvis partitoppen ændrer politik.

Massevis af partimedlemmer og andre bliver mistænkt for at være kontrarevolutionære, bliver arresteret og gennemgår skueprocesser, som tit ender med henrettelse ved skydning.
Bogens anden del er efter min mening ikke så interessant. Den amerikanske journalist er alene i Spanien for at beskrive borgerkrigen fra den ”demokratiske” side. Hans kone bor i Paris med deres børn. Gennem nogle skandinaviske kommunistiske frivillige, fortælles om de mange udenlandske frivillige der kæmpede i Spanien mod fascisterne og deres hjælpere, Tyskland og Italien. Bogens anden del følger også den unge engelske historiker, som i al hast forlod Moskva efter at have haft en affære med en glødende kommunistisk kvinde.
Der er mange andre afstikkere i bogen, som det vil være for omfattende at komme ind på her.

Tre romaner om anden verdenskrig

I dette mit første blogindlæg vil jeg omtale tre anden verdenskrigs romaner og komme med to anbefalinger og en advarsel.

Af militær nødvendighed af Gwyn Griffin. En gammel fransk fragtdamper, med blandet allieret besætning, bliver sænket af en tysk ubåd. Efterfølgende bliver vragresterne samt redningsfartøjer beskudt med maskingevær og forsøgt ødelagt med håndgranater og vædring. Denne handling forringer selvsagt overlevelseschancerne for det dusin skibsbrudne som befinder sig i vandet og allerede har søgt tilflugt på vragresterne, en del bliver dræbt eller såret ved angrebet.

Den Tyske ubådskaptajn begrunder denne grusomme og uhyrlige handling med militær nødvendighed. For at undgå at allierede fly, som patruljere tæt i området, opdager sænkningen, er det nødvendigt af sprede og ødelægge vragresterne. Hvis de allierede fly opdager at der har været en tysk ubåd i området, vil det næsten helt sikkert medføre at ubåden bliver opdaget og sænket.

Trods beskydningen overlever en god håndfuld sømænd, om end flere er hårdt sårede, kun to er næsten uskadte, og får sig reddet ombord i en af redningsbådene som stadig kan flyde. Fortællingen følger sideløbende ubåden og redningsbåden. Ombord på redningsbåden dør sømændene en efter en indtil der til sidst kun er en enkelt tilbage, som efter 33 dage bliver reddet af et argentinsk skib. Ubådens togt fortsætter rundt om Afrika indtil den bliver opdaget og slemt beskadiget må overgive sig.

Forfatteren beskriver bogen igennem de tyske søfolk og officere som ganske almindelige og sympatiske. Kaptajnen havde ikke andet valg end at ødelægge vragresterne hvis han ville redde sit fartøj og fortsætte togtet. At det medførte at han måtte skyde på forsvarsløse skibsbrudne, var kun beklageligt. Det skinner klart igennem under beretningen om retsagen og dommen at forfatteren finder afgørenlsen uretfærdig og forkert.

Jeg ved ikke om bogen beskriver en virkelig hændelse, det bliver ikke oplyst. Jeg er ikke i tvivl om af tiltalen og dommen for krigsforbrydelser er rigtig og retfærdig. Det kan aldrig være rigtigt at angribe forsvarsløse skibsbrudne og ødelægge redningsbåde og dermed fratage dem enhver mulighed for overlevelse. At det forringer ubådens chancer for at komme vidre på togtet er ingen gyldig undskyldning, den har stadig sin chance for at klare sig. Skulle det gælde, ville det svare til at man på landjorden ikke tog krigsfanger, fordi det ville forsinke eller ødelægge fremrykningen.

Bogen er velskrevet og spændende, men til sidst i bogen blev jeg noget irriteret over atter at få fortalt hvor uskyldige de to tyske officerer var og hvor uretfærdigt sagen var. Men en bog jeg vil anbefale at læse.

Kridtstregen af Erik Aalbæk Jensen. Nytårsnat 1944/45 flygter to Frikorpsdanmarkfolk fra deres kasserne på Sjælland. Det er to veteraner som har kæmpet på østfronten og været med fra starten af frikorpset og været med på tilbagetoger fra Sovjetunionen. Nu er de krigstrætte og har indset at krigen ikke kan vindes af tyskerne. De flygter mod Vendsyssel, som er deres hjemegn. Det er en vanskelig og farefuld færd men der er mange som gerne hjælper dem om end de tror at de er modstandsfolk på flugt. Et stykke af vejen bliver de endda hjulpet at nogle modstandsfolk og det viser sig at være skæbnesvangert. Bogen er hverken fordømmende eller undskyldende. Det er to unge mænd som er opvokset i et nazistisk miljø, med nazistisk familie og naboer. Det har valgt deres vej med åbne øjne og troet på at de kæmpede mod bolsjevikkerne og at den danske regering havde opfordret dertil. Det er en spændende og tankevækkende bog som jeg stærkt kan anbefale.

Punkt 22 af Joseph Heller. Det er meget sjældent at jeg ikke læser en bog færdig, men med denne stoppede jeg ved side 70. ”Handlingen” foregår vistnok på en amerikansk luftbases infirmeri i Italien. Bogen er vist satirisk, men så absurd overdrevet at hvis bare en flig var sandhed, ville Aksemagterne have vundet krigen. Den vil jeg godt advare imod.